Soldat og Diplomat – Mine tre år i Afghanistan

2. maj 2014 § Skriv en kommentar

Forside, Soldat og Diplomat
“Nok den bedste bog jeg har læst om den danske indsats i Afghanistan.  Bogen emmer af internationalt udsyn og dansk lune”
Uffe Ellemann-Jensen, tidl. dansk Udenrigsminister

Lene Johansen

Se Lene Johansens interview her (spol frem til ca. 18 min, 30 sek.)
http://www.dr.dk/tv/se/dr2-dagen/#!/

Forlaget Gyldendal udgav i 2014 bogen Soldat og Diplomat – Mine tre år i Afghanistan af Marcus Knuth.

Soldat og Diplomat følger Marcus Knuths dramatiske rejse fra hans tid hos den legendariske investeringsbank Lehman Brothers i London via frontlinjen som soldat i Helmand-provinsen til Udenrigsministeriet, hvor Marcus bliver chef for EU-Politimissionens ambassadesamarbejde i Afghanistan. Bogen er den første af sin slags, der trækker en rød tråd fra livet ved de primitive danske patruljebaser Armadillo og Sandford til det diplomatiske spil i Kabul, Bruxelles og København.

Se fotos og uddrag nedenfor, og læs første kapitel via dette link: http://www.gyldendal.dk/~/media/3A93BF73AB8047B586F89424D8626096.ashx

Og du kan allerede købe bogen online hos Saxo her: http://www.saxo.com/dk/soldat-og-diplomat_marcus-knuth_haeftet_9788702160949

Del af bogens overskud går til foreninger for danske krigsveteranerSide 1 a
Graduation fra studierne på IESE Business School i Barcelona. Samme sommer begyndte jeg hos Lehman Brothers i London og nåede at opleve næsten hele det sidste skæbnesvangre år af den amerikanske banks eksistens.

Som dansk økonom hos Lehman Brothers : Selvom Lehmans risikostyring fra højeste niveau i New York snart viste sig at være på katastrofekurs, fungerede mit team i London imponerende effektivt. Min nærmeste chef, en 35-årig hollænder, rådede allerede dengang DSB, som vi handlede renteprodukter med, til at få bedre styr på blandt andet deres udgifter, og Lehman brugte måneder på at hjælpe Carlsberg med at finde ekstra kapital, således at de kunne opkøbe et skotsk bryggeri.
På den anden side havde jobbet som investeringsbankmand også haft sin pris. Arbejdstempoet hos Lehman toppede alt, hvad jeg tidligere havde oplevet. Hertil kom rygterne om Lehmans likviditet og bølgerne af frygt og panik, som gennemsyrede banken efter hver fyringsrunde.”OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Middag med afghanske, amerikanske og britiske befalingsmænd i Sandford-lejren kort efter min ankomst til Helmand-provinsen. Jeg sidder anden fra venstre, derefter britiske Gavin (med skæg) og bag ham den amerikanske kaptajn Bruno. Vores afghanske tolk, Hef, er nummer tre fra højre (med lukkede øjne). Bruno og Hef blev dræbt af en vejsidebombe få dage efter dette billede blev taget.

Om tabet af kammerater:  “Det var bare så tragisk – Bruno, der havde så kort tid tilbage af sin udsendelse, mens hans båd og fiskeri ventede ham derhjemme. Og Hef – trofaste, rundhovedede Hef, der drømte om en fremtid på den anden side af Atlanten med sin unge kone og lille datter og om en dag at kunne vende tilbage med rigtige amerikanske gradstegn for at kæmpe for sine fæller. De bristede håb, de knuste drømme.
Nu var de begge døde. Ikke engang i kamp, blot under transport fra den ene base til den anden.”
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Til middag med Abdul Khaliq, lederen af landsbyen Rahim Kalay og min nærmeste afghanske samarbejdspartner i Helmand-provinsen. Han hjalp med at få lokal opbakning til genopbygningen af bl.a. den lokale skole. For sin samarbejdsvilje med Danmark blev han fanget af Taliban og henrettet en morgen, da jeg var væk fra området for at deltage i en mission ved Armadillo-basen.

Samarbejdet med Abdul Khaliq: ”Og hans øjne blev store og runde som en ugles, når han levende berettede om sin barndom i området eller om de familiefejder, der havde udspillet sig i de pashtunske stammer siden tidernes morgen: – Det var meget sjovere i mine bedsteforældres tid, dengang brugte man knive eller en jagtriffel. Moderne teknik og sprængstof har ødelagt sporten i at hævne sig på sine fjender eller på deres familier, sagde Abdul.

En dag aftalte Abdul og jeg, at når krigen sluttede, ville jeg komme tilbage som turist, så vi kunne fiske sammen i Helmand-floden.  Han var en mand af den gamle skole: – Med rigtige fiskestænger, ikke håndgranater, grinede han højt.”Side 4 a
Pashtunsk pige med sin lillebror på armen. I landsbyerne så vi sjældent piger over 11-12-års alderen, da de bliver gift unge og derefter ikke forlader hjemmet uden burka og altid i selskab med et nært mandligt familiemedlem.

De pasthunske stammer ”Dr. Bellow beskrev desuden pashtunerne som et folkefærd, der er berygtet for altid at være på krigsstien mod andre nationer, stammer og hinanden med det formål at tilkæmpe sig mest muligt zan, zar, zamin; kvinder, guld og land. De anses for værende så hårdføre, at mødrene allerede fra en tidlig alder lærer deres børn om døden, der venter os alle. ‘Kun kujonens skrig lever evigt’, lyder et pashtunsk ordsprog, for en ægte pashtuner græder ikke og viser heller ikke svaghedstegn såsom sorg.”OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Fanget på en åben mark under et bagholdsangreb fra Taliban. I baggrunden ses røg fra granater, som vi har indkaldt fra de britiske kanoner i Armadillo-lejren.

I ildkamp med Taliban på nært hold:
” Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Hverken før eller siden.
– NU ANGRIBER DE! hørte jeg en af briterne brøle længere nede i grøften. Som i et trafikuheld overgik alt til at foregå som i slowmotion. Manden, der stormede imod mig, havde et eller andet mørkt i hånden – noget, der måtte være et våben. Jeg flåede mit gevær op og afsikrede det i én og samme bevægelse og lagde an til at skyde ham i brystet. I det samme bemærkede jeg bylten med høstredskaber i mandens hånd. Det var ikke et våben. Et kvart sekunds tøven forhindrede mig i at få en uskyldig bondes liv på samvittigheden.”OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Min tolk, James, og jeg i samtale med en lokal dreng, der var i gang med at lære sig selv engelsk, eftersom Taliban havde lukket alle skoler i landdistrikterne. Samtalen førte til, at vi gjorde genopbygningen af den lokale skole til en topprioritet.Side 13 b
Tilbage i Afghanistan, nu som dansk diplomat. Her til møde med den afghanske indenrigsminister, Bismillah Khan Mohammadi, der var de facto chef for den afghanske politistyrke. Han var desuden tidligere mujahedin-kriger med mange års kamperfaring fra kampe mod russerne i 80’erne.

Mit første ministermøde i Kabul som dansk diplomat:

“– Marcus, du har fem minutter til at overtale ministeren. Hvis han ikke kan lide dig, skal du ikke regne med at se ham igen, sagde amerikanske general Smith.
Det var en af de første uger i oktober 2010, og jeg var lige begyndt i EU’s Politimission. Og selvom der var europæiske politirådgivere overalt i ministeriet, havde det ikke taget mig lang tid at finde ud af, at også her bestemte amerikanerne. Jeg smilede og tænkte ved mig selv, at efter et halvt år hjemme i Danmark var magtbalancen i Afghanistan uændret. Specielt når det drejede sig om, hvem der havde adgang til selveste indenrigsministeren.”

IPCB team, internationalt
Kabul 2010-12: Sammen med en del af mit team i EU’s Politimission, der varetog ambassadesamarbejdet i Kabul for EU. Fra venstre: Ed fra Irland, Al fra Canada, Rob fra Kroatien, Ray fra USA, mig, Topi fra Finland, Jörg fra Tyskland.

EU’s udenrigstjeneste oplevet indefra:
“Ved at bruge EU-samarbejdet og ved at trække EU’s repræsentation i Kabul med ind i forhandlingerne lykkedes det for Holland at få kravet om længere basisuddannelse for de afghanske politifolk igennem. Det var en af de gange, jeg oplevede styrken i en fælles europæisk politik. Når vi stod sammen skulder ved skulder, kunne vi udrette meget på den internationale scene, hvorimod vi som enkeltlande var nemme at tromle ned.”

Side 15 b
På vej til Sangin-distriktet i Helmand-provinsen med Mercan, førstesekretær på den danske ambassade i Kabul. Vi fik tilbudt turen af de amerikanske specialstyrker i slutningen af 2011, så vi kunne se, hvordan de uddanner det nye afghanske »local police«, der hjælper med at stabilisere landets fjerneste provinser

US og EU medals
Mit sidste møde i Kabul i december 2011, hvor jeg blev tildelt den amerikanske “Superior Civilian Service Medal” af generalmajor Golden (US Army) og EUPOL’s “Medal in Recognition of Outstanding Support” af finske brigadegeneral Jukka Savolainen (chefen for EUPOL)

EU’s mange nuancer: “At få indsigt i EU’s arbejde i Afghanistan var en spændende oplevelse. Det gik hurtigt op for mig, at de lande, der havde soldater i ilden i de urolige sydlige provinser, også tog arbejdet i den fælles politimission mest alvorligt. Det var således ofte danske, britiske, hollandske og norske politifolk, som var friske på at give en hånd med, når jeg havde brug for hjælp – især, hvis opgaven krævede en ekstra indsats, der gik udover EUPOL’s fastlagte 9.00 til 17.00-arbejdstider.”031113_Veterans_145.jpg
General Stanley McChrystal på Harvard University i 2013, hvor jeg igen mødte ham under en middag med universitetets »veteraner« – os studerende, der tidligere havde gjort international tjeneste som soldater.

Gensyn med venner fra Afghanistan under mit efterfølgende år på Harvard University:
“Senere fik jeg fornøjelsen af atter at møde McChrystal. Denne gang under fredelige forhold og i den amerikanske by Boston, da han i 2013 besøgte Harvard University. Nu havde McChrystal igen entertainerhatten på, og vi blev alle inviteret til en middag, hvor han fortalte vidt og bredt om sine kronede dage som chef for de amerikanske specialstyrker i Irak, der både hjalp med at fange Saddam Hussein og dræbe Iraks al-Qaeda-leder, Abu Musab al-Zarqawi, og efterfølgende om sin tid som firestjernet general i Afghanistan.”

 

Nordkorea – et mønstersamfund?

4. oktober 2013 § Skriv en kommentar

1.Pyongyang skyline; et imponerende syn ved første øjekast.  Men når det bliver aften, indser man, at alt ikke er perfekt, for størstedelen af byen ligger mørkelagt hen på grund af strømmangel.

Pyongyang skyline; et imponerende syn ved første øjekast. Men når det bliver aften, indser man, at alt ikke er perfekt, for størstedelen af byen ligger mørkelagt hen på grund af strømmangel.

Følgende artikel er skrevet efter besøg i Nordkorea i slutningen af august 2013 med Harvard University.  

De første indtryk

Forestil dig hovedstaden i et mønstersamfund, hvor alt er pænt, rent og ordentligt.  Byens mange fremtidsagtige skyskrabere får New Yorks skyline til at fremstå næsten gammeldags. I gaderne vrimler det med velklædte folk, og der kører biler rundt såsom Mercedes og BMW. Er det Tokyo, jeg taler om? Nej, det er Pyongyang, hovedstaden i Nordkorea.

Således var mit første indtryk, da jeg i midten af august rejste med en gruppe fra det amerikanske Harvard Universitet til det myteomspændte, lukkede land.  Forinden havde jeg forsøgt at danne mig et indtryk af landet gennem bøger og dokumentarfilm. Det var ikke noget kønt billede, der tegnede sig.  På trods af at den kommunistiske, totalitære regering har forbudt befolkningen næsten al kommunikation med omverdenen, herunder internet og telefon, rapporterer vestlige medier hyppigt om en fattigdom så omfattende, at en fjerdel af børnene i landet ifølge FN er underernæret.  Regimet siges desuden at styre befolkningen med benhårde metoder, der inkluderer offentlige henrettelser, deportation til koncentrationslejre og andre bestialske overgreb, der strider direkte mod menneskerettighederne.

Derfor var jeg noget overrasket, da Pyongyang ved første øjekast syntes at være en harmonisk, moderne storby.

En facade, der dækker over virkeligheden

Man behøver dog desværre ikke at opholde sig længe i Nordkorea, før man indser, at regimet er ekspert i at skabe og opretholde en smuk facade, der dækker over en langt mere dyster virkelighed.

På anden dag af vores rejse fik vi mulighed for at besøge den nordlige side af den demilitariserede zone, der adskiller Nord- og Sydkorea, og den tre timer lange køretur dertil fra Pyongyang førte os igennem de store landdistrikter, som udgør størstedelen af landet.  Her bemærker man øjeblikkelig en omfattende fattigdom, og hvordan det nordkoreanske militær har så godt som fuldstændig kontrol med befolkningen.

Overalt i ris- og majsmarkerne arbejdede der små, udhungrede bønder på hug i pjaltet tøj. Traktorer eller andre moderne landbrugsredskaber så vi ingen af, og selvom vi kørte på en bred motorvej, mødte vi ikke et eneste andet køretøj i flere timer.  Kun ved de hyppige militære checkpoints holdt der lastbiler – mange læsset med landbrugsprodukter, som bevæbnede soldater havde hentet i de omkringliggende landsbyer.  Soldaterne sørger desuden for, at der bliver ført kontrol med al bevægelse rundt i landet; en bonde må for eksempel ikke forlade sin hjemstavn uden en skriftlig godkendelse, fik jeg at vide.

11.Fattigdommen på landet var slående og i skarp kontrast til det billede af et moderne land, som regimet forsøger at skabe i Pyongyang by.

Fattigdommen på landet var slående og i skarp kontrast til det billede af et moderne land, som regimet forsøger at skabe i Pyongyang by.

”Hvorfor er der ingen biler eller traktorer herude på landet? Der er jo masser af biler i Pyongyang?”, spurgte jeg vores statsansatte, nordkoreanske guider.  De var med os overalt fra morgen til aften og forbød os at forlade gruppen eller hotellet alene.  Deres svar på mit spørgsmål var, at Nordkorea er så fattigt et land, at man ikke har råd til at købe benzin og diesel til landdistrikterne.  Og da jeg senere spurgte, hvem der får lov til at køre de vestlige biler og bo i de store, moderne bygninger, som skyder op mange steder i Pyongyang, lød svaret, ”Dem, som yder mest for vores land.”  Kort sagt: den meget lille elite, som regimet stoler nok på til, at de må bo i hovedstaden, mens resten af landets godt 25 millioner indbyggere fødes, arbejder og dør i ludfattige, primitive omgivelser i landdistrikterne.

5.Nordkoreansk guide foran et af de utallige monumenter over Kim Il-sung og Kim Jung-il.  På hendes bryst ses den lille broche, med et billede af de to Ledere, som alle nordkoreanere går rundt med.

Nordkoreansk guide foran et af de utallige monumenter over Kim Il-sung og Kim Jung-il. På hendes bryst ses den lille broche, med et billede af de to Ledere, som alle nordkoreanere går rundt med.

Som en enorm pyramide

I Nordkorea får man således indtryk af at befinde sig i et samfund, der fungerer som en enorm pyramide, hvor alle knokler for at sende ressourcer op til toppen.

Øverst i pyramiden har familien Kim regeret enevældigt siden slutningen af 1940’erne, hvor ”Den Store Leder”, Kim Il-sung, overtog landets ledelse.  I dag er det hans barnebarn, Kim Jung-un, også kaldet ”Den Store Efterfølger”, der er tredje generation af familiens dynasti.  Og på trods af at det nordkoreanske folk har været udsat for både hungersnød og ekstrem fattigdom siden landets store handelspartner, Sovjetunionen, kollapsede i begyndelsen af 1990’erne, har det lykkedes familien Kim at opbygge både en personlighedskult og en livsstil med omfattende rigdom.

I forbindelse med den årlige ”Liberation Day”, hvor koreanerne fejrer landets befrielse fra japansk herredømme i 1945, fik vi lov til at besøge Kumsusan Paladset, hvor den afdøde Kim Il-sung og hans søn, Kim Jung-il – kaldet ”Den Kære Leder” (han regerede fra 1994 til 2011) – ligger balsameret i glaskister.  Her lægges der ikke skjul på den overdådige og glamourøse livsstil, som de to ledere har nydt.  Vi passerede igennem endeløse marmorhaller, hvor der hang gigantiske malerier, der portrætterer de to Ledere.  Først efter at have gået i næsten en time i stilhed nåede vi et højteknologisk desinficeringslokale, som er sidste sluse, inden man i stilhed træder ind i det ene af de to store, dunkle lokaler, hvor de to Ledere ligger oplyst af projektører, der skinner ned fra loftet.  Det er en yderst dyster og uhyggelig oplevelse at betragte sådanne to, døde mennesker, der på moderne dansk bedst kan beskrives som udstoppede.  Efter at have inspiceret dem i deres glaskister, bliver man guidet igennem flere kæmpe haller, hvor de to Lederes biler, speedbåde og togvogne står udstillet.

”Det her palads må jo have kostet formuer at bygge og vedligeholde?!”, spurgte jeg vores ene guide. Han svarede stolt, at det var folkets gave til Lederne.  Jeg overvejede at spørge, hvad de mellem en og tre millioner Nordkoreanere, som ifølge Nordkoreas egen regering døde under hungersnøden i midten af 90’erne, havde syntes om folkegaven. Men det ville formentlig ikke have ført til en produktiv dialog, for selvom vores guider var særdeles venlige og imødekommende, herskede der ingen tvivl om, at de ikke på nogen måde ville eller måtte tale kritisk om deres system eller Ledere.

Børn er fra en ung alder aktive i forskellige kommunistiske ungdomsorganisationer.  Bemærk, at selv børn skal gå med brochen med billedet af de Store Ledere.

Børn er fra en ung alder aktive i forskellige kommunistiske ungdomsorganisationer. Bemærk, at selv børn skal gå med brochen med billedet af de Store Ledere.

Nordkoreanske afhoppere

Jeg havde håbet på, at få et bedre indblik i behandlingen af det store flertal af menige nordkoreanere, der lever i bunden af landets samfund. Men det tillod de strenge begrænsninger af vores mulighed for at bevæge os frit omkring desværre ikke.  Hvis man vil høre mere om deres hverdag, er man derfor nød til at spørge de, som det lykkedes at flygte til Sydkorea.

I vestlige medier kan man finde historien om pigen Hyeonseo Lee, der som 14-årig flygtede ud af landet.  Hun fortæller om en barndom, hvor hun troede, at hun levede i verdens bedste land – og at hun ikke vidste meget om resten af verdenen, udover at USA og Japan var de onde fjender.  Men allerede fra syvårsalderen oplevede hun offentlige henrettelser, og da hendes by senere blev ramt af hungersnød i et omfang, så der lå lig gaderne, besluttede hun sig for at flygte – først via Kina og til sidst til Sydkorea.

Da jeg forlod Nordkorea, skete det med tog via den nærmeste store kinesiske storby Shenyang, hvor der siges at bo mange nordkoreanske afhoppere. Byen har sågar en nordkoreansk bydel, men det var mig umuligt at finde bare én person, som ville fortælle om sin skæbne eller livet i Nordkorea.  De nordkoreanske flygtninge i Kina lever nemlig i konstant frygt for den kinesiske ordensmagt, der rutinemæssigt sender dem, som de fanger, tilbage til Nordkorea – hvilket for mange betyder en fremtid i en straffelejr.  Først hvis nordkoreanske flygtninge når ud af Kina og hele vejen til Sydkorea, bliver de modtaget med asyl og omfattende støtte til reetablering.

Nordkoreanere – hjertelige mennesker

På trods af den store afmagt, som man føler som gæst i Nordkorea, var det et lyspunkt at se hvor oprigtig hjertelige og imødekommende nordkoreanere er som mennesker.  De få gange, hvor jeg havde et øjeblik, hvor det var muligt at kommunikere direkte med en lokal uden at være under opsyn af vores guider, blev jeg mødt med brede smil og håndtryk – det var tydeligt, at mange ikke havde set udlændinge før, men de forekom at være lige så nysgerrige og interesserede i at hilse på mig, som jeg var i at hilse på dem.

Nordkoreansk officer.  Både mænd og kvinder har flere års værnepligt i det nordkoreanske militær.  Dog har Nordkorea ifølge vestlige medier for nyligt været nødt til at sænke minimumshøjden for værnepligtige mænd fra 145 cm til  142 cm, da underernæring stadig plager landet.  Til sammenligning er den gennemsnitlige 18-årige sydkoreaner ca. 172 cm høj.

Nordkoreansk officer. Både mænd og kvinder har flere års værnepligt i det nordkoreanske militær. Dog har Nordkorea ifølge vestlige medier for nyligt været nødt til at sænke minimumshøjden for værnepligtige mænd fra 145 cm til 142 cm, da underernæring stadig plager landet. Til sammenligning er den gennemsnitlige 18-årige sydkoreaner ca. 172 cm høj.

Hjerteligheden gjaldt også vores guider, som jeg nåede at blive venner med efter ti dages rundrejse sammen.  Men på trods af de mange strenge regler, syntes de vitterlig at tro, at Nordkorea er verdens mest retfærdige og dejlige land at bo i.  Deres overbevisning kom til udtryk på en måde, der næsten forekom mig at være naiv, som var det et barn, der tror blindt på, hvad der bliver sagt. Da jeg skulle tage afsked med dem, udtrykte jeg, at jeg var ked af, at internet- og telefonforbindelse til udlandet er forbudt i Nordkorea, således at vi ikke kan skrive eller ringe til hinanden.  ”Internet og internationale opkald er skam ikke forbudt,” sagde den ene.  ”Det er amerikanerne, der blokerer det, men næste år sender vores Leder en raket op med en satellit, så alle nordkoreanere får internet.”

Det vil jeg nu gerne se, før jeg tror det.

Forsvarsdebat på tværs af Atlanten

25. april 2013 § Skriv en kommentar

031113_Veterans_145.jpg

Sidst jeg mødte general McChrystal var i et gloende hedt og støvet operationsrum på Kandahar basen i 2009. Han var lige blevet udnævnt som øverstkommanderende i Afghanistan, og nu skulle jeg briefe ham om opiumsproduktionen i Helmand. Selvom Taliban beskød os med raketter et par gange om ugen, har jeg sjældent været så nervøs; det var første gang, jeg skulle holde tale for en firestjernet, amerikansk general foran et hav af andre generaler og diplomater.

Forleden aften mødte jeg igen McChrystal. Denne gang var det under mere civiliserede forhold. Den nu pensionerede general besøgte Harvard for at invitere universitetets tidligere udsendte studerende til middag og samtale om, hvordan vi kan gøre mere for hjemvendte veteraner.

Amerikanerne gør eventyrlig meget for at bakke op om deres udsendte mænd og kvinder. I sommers, da jeg først ankom til Boston, gik jeg med en lille militærrygsæk, hvor der stod United States Marine Corp på. Jeg havde fået engang den som souvenir i Afghanistan, og nu passede den fint som skoletaske.  Næsten dagligt blev jeg stoppet på gaden af tilfældige, der ville give mig hånden og sige, ”thank you for your service”. Ligesom når en dansk soldat ser en gul sløjfe bag på en bil i Danmark, varmede det indeni hver gang. Men jeg skiftede dog tasken ud, da jeg igen og igen var nødt til at forklare, at jeg ikke er amerikansk marineinfanterist, men dansk reserveofficer, og at vi også har soldater i fredskabende missioner – hvilket syntes at forvirre enkelte amerikanere gevaldigt.

På trods af den folkelige opbakning om de der har tjent deres land, forventes forestående nedskæringer på det amerikanske statsbudget at ramme forsvaret og veteraner særligt hårdt. USA har ca. en million tidligere udsendte, og mange arbejder i dag i civile og militære grene af den offentlige sektor, hvor man frygter personalereduceringer. Hertil kommer de mange tusind med psykiske mén, der i dag lever som hjemløse og afhænger af støtteprogrammer, der også er i risikozonen. Debatten er ømfindtlig og ikke ulig herhjemme, for som McChrystal konkluderede, ”måden vi behandler vores mandskab og militær i dag, afgør vores evne til at forsvare os selv og vores værdier i fremtiden.”

Narkokrig i Mexico

25. februar 2013 § Skriv en kommentar

Billede

Allerede kort efter ankomsten til en lille by ved havet, så vi den mexicanske hær. Ikke bare en kolonne i det fjerne, men store jeeps, der rumlede op og ned af gaden, med maskerede mænd iført skudsikre veste, hjelme og med hævede geværer. Få meter væk florerede ferieidyllen med badende familier og børn, som om alt var i sin fineste orden. Soldaterne lignede ikke ligefrem den slags, man går hen og spørger om vej til stranden, så det var en ret surrealistisk oplevelse.

Mexico har i stigende grad fået verdens opmærksomhed de senere år. Her tænker jeg ikke kun på hvide sandstrande og azteker-ruiner, men på de drabelige narkobander, der bekriger hinanden og regeringen. Eskaleringen handler om udbud og efterspørgsel; amerikanske medier anslår, at der årligt smugles narkotika for over hundrede milliarder kroner fra producenter i Sydamerika op gennem Mexico til forbrugere i USA.

Landets nyligt afgåede præsident, Felipe Calderón, er blevet hyldet for at være den første til at sætte hårdt ind mod kartellerne, blandt andet med brug af den mexicanske hær. Men kritikere påpeger, at op mod 60.000 er blevet dræbt i narkorelateret kriminalitet over de seneste år, og at narkobaroner stadig hersker i dele af landet. At se bevæbnede soldater patruljerer blandt børnefamilier og badedyr var derfor noget af en oplevelse, da jeg efter nytår rejste til det østlige Mexico for at besøge en klassekammerat fra Harvard.

I mellemtiden er jeg blevet spændt på forhåbentlig at møde Calderón. Han skal nemlig undervise her på universitetet i år, eftersom Harvard har en tradition for at rekruttere nyligt pensionerede toppolitikere som gæsteforelæsere. Det har dog resulteret i kritik fra visse medier, der mener, at han er for kontroversiel en person.  Det samme sagde modstanderne af den tidligere græske statsminister Papandreou, der underviste her sidste semester. Men som en af universitetets professorer ved den lejlighed sagde; pressen har det med at sammenblande politik med et akademisk fristed for debat og modstridende synspunkter. Netop en teoretiske tilgang blandet med den brede professionelle erfaring, som både elever og underviserer bidrager med, gør det til en givtig oplevelse at studere herovre.

En piges kamp for retfærdighed

20. november 2012 § Skriv en kommentar

Malala, hendes far og Adam i Pakistan i 2009, dengang Adam boede i landet.  

Adam kort inden han begyndte på Harvard universitetet.

Sidste måned blev 15 årige Malala Yousafzai skudt i en skolebus i Pakistan. Allerede inden attentatet var hun blevet kendt, fordi hun igen og igen stod frem som fortaler for pigers ret til skolegang. I internationale medier beskrev hun, hvordan man som pige i Swat-dalen bør undgå at have farverigt tøj på i skole, da det tiltrækker uhensigtsmæssigt meget opmærksomhed.

Journalisten, der først opdagede Malalas kamp, hedder Adam Ellick, og går i min klasse. Han er amerikaner og har bl.a. dækket Pakistan og Afghanistan i to år for New York Times. Det førte til en dokumentar om pigers undertrykkelse i Pakistan, hvor Malala og hendes far, der driver en lokal pigeskole, portrætteres.

Malala blev senere tildelt Pakistans fredspris, men medaljen havde en bagside.  Hendes udtalelser tiltrak opmærksomhed fra Taliban, der tog ansvaret for det efterfølgende forsøg på at dræbe hende. Malala overlevede at blive skudt i hovedet og ligger i dag på et hospital i England.

Den efterfølgende omsorg i min klasse er noget af det mest rørende jeg har oplevet. En kvinde, der tidligere arbejdede for det britiske Parliament, fik sat Adam i forbindelse med Gordon Brown. Sammen med bl.a. FN, Google og Twitter støtter den tidligere britiske statsminister etableringen af en fond for Malala med henblik på at fremme de værdier, hun risikerede sit liv for. Siden har Adam og andre elever med erfaring inden for velgørenhed promoveret fonden verden over.

Sagen betød meget for mig, da jeg kender til regionen fra mine tre års arbejde i nabolandet Afghanistan; først som soldat og senere som diplomat. Jeg glemmer aldrig mit eget forsøg på at starte en skole i Helmand-provinsen i 2009. Selvom mange i den lokale landsby gik ind for skolen, var de gammeldags landsbyældste mod den i begyndelsen. Efter måneder lykkedes det at få samlet lokal opbakning og skolen blev grundlagt. Men da jeg kom tilbage året efter, hørte jeg, at Taliban trusler havde lukket den – det var et af de mest triste øjeblikke i min tid derude.

Hvis der er noget, vi kan lære af Malala og hendes mod, så er det aldrig at opgive vores fælles ansvar for at sikre pigers ret til skolegang verden over.

Forfatteren udenfor lokal skole i Helmand-provinsen i 2009

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.