Nordkorea – et mønstersamfund?

4. oktober 2013 § Skriv en kommentar

1.Pyongyang skyline; et imponerende syn ved første øjekast.  Men når det bliver aften, indser man, at alt ikke er perfekt, for størstedelen af byen ligger mørkelagt hen på grund af strømmangel.

Pyongyang skyline; et imponerende syn ved første øjekast. Men når det bliver aften, indser man, at alt ikke er perfekt, for størstedelen af byen ligger mørkelagt hen på grund af strømmangel.

Følgende artikel er skrevet efter besøg i Nordkorea i slutningen af august 2013 med Harvard University.  

De første indtryk

Forestil dig hovedstaden i et mønstersamfund, hvor alt er pænt, rent og ordentligt.  Byens mange fremtidsagtige skyskrabere får New Yorks skyline til at fremstå næsten gammeldags. I gaderne vrimler det med velklædte folk, og der kører biler rundt såsom Mercedes og BMW. Er det Tokyo, jeg taler om? Nej, det er Pyongyang, hovedstaden i Nordkorea.

Således var mit første indtryk, da jeg i midten af august rejste med en gruppe fra det amerikanske Harvard Universitet til det myteomspændte, lukkede land.  Forinden havde jeg forsøgt at danne mig et indtryk af landet gennem bøger og dokumentarfilm. Det var ikke noget kønt billede, der tegnede sig.  På trods af at den kommunistiske, totalitære regering har forbudt befolkningen næsten al kommunikation med omverdenen, herunder internet og telefon, rapporterer vestlige medier hyppigt om en fattigdom så omfattende, at en fjerdel af børnene i landet ifølge FN er underernæret.  Regimet siges desuden at styre befolkningen med benhårde metoder, der inkluderer offentlige henrettelser, deportation til koncentrationslejre og andre bestialske overgreb, der strider direkte mod menneskerettighederne.

Derfor var jeg noget overrasket, da Pyongyang ved første øjekast syntes at være en harmonisk, moderne storby.

En facade, der dækker over virkeligheden

Man behøver dog desværre ikke at opholde sig længe i Nordkorea, før man indser, at regimet er ekspert i at skabe og opretholde en smuk facade, der dækker over en langt mere dyster virkelighed.

På anden dag af vores rejse fik vi mulighed for at besøge den nordlige side af den demilitariserede zone, der adskiller Nord- og Sydkorea, og den tre timer lange køretur dertil fra Pyongyang førte os igennem de store landdistrikter, som udgør størstedelen af landet.  Her bemærker man øjeblikkelig en omfattende fattigdom, og hvordan det nordkoreanske militær har så godt som fuldstændig kontrol med befolkningen.

Overalt i ris- og majsmarkerne arbejdede der små, udhungrede bønder på hug i pjaltet tøj. Traktorer eller andre moderne landbrugsredskaber så vi ingen af, og selvom vi kørte på en bred motorvej, mødte vi ikke et eneste andet køretøj i flere timer.  Kun ved de hyppige militære checkpoints holdt der lastbiler – mange læsset med landbrugsprodukter, som bevæbnede soldater havde hentet i de omkringliggende landsbyer.  Soldaterne sørger desuden for, at der bliver ført kontrol med al bevægelse rundt i landet; en bonde må for eksempel ikke forlade sin hjemstavn uden en skriftlig godkendelse, fik jeg at vide.

11.Fattigdommen på landet var slående og i skarp kontrast til det billede af et moderne land, som regimet forsøger at skabe i Pyongyang by.

Fattigdommen på landet var slående og i skarp kontrast til det billede af et moderne land, som regimet forsøger at skabe i Pyongyang by.

”Hvorfor er der ingen biler eller traktorer herude på landet? Der er jo masser af biler i Pyongyang?”, spurgte jeg vores statsansatte, nordkoreanske guider.  De var med os overalt fra morgen til aften og forbød os at forlade gruppen eller hotellet alene.  Deres svar på mit spørgsmål var, at Nordkorea er så fattigt et land, at man ikke har råd til at købe benzin og diesel til landdistrikterne.  Og da jeg senere spurgte, hvem der får lov til at køre de vestlige biler og bo i de store, moderne bygninger, som skyder op mange steder i Pyongyang, lød svaret, ”Dem, som yder mest for vores land.”  Kort sagt: den meget lille elite, som regimet stoler nok på til, at de må bo i hovedstaden, mens resten af landets godt 25 millioner indbyggere fødes, arbejder og dør i ludfattige, primitive omgivelser i landdistrikterne.

5.Nordkoreansk guide foran et af de utallige monumenter over Kim Il-sung og Kim Jung-il.  På hendes bryst ses den lille broche, med et billede af de to Ledere, som alle nordkoreanere går rundt med.

Nordkoreansk guide foran et af de utallige monumenter over Kim Il-sung og Kim Jung-il. På hendes bryst ses den lille broche, med et billede af de to Ledere, som alle nordkoreanere går rundt med.

Som en enorm pyramide

I Nordkorea får man således indtryk af at befinde sig i et samfund, der fungerer som en enorm pyramide, hvor alle knokler for at sende ressourcer op til toppen.

Øverst i pyramiden har familien Kim regeret enevældigt siden slutningen af 1940’erne, hvor ”Den Store Leder”, Kim Il-sung, overtog landets ledelse.  I dag er det hans barnebarn, Kim Jung-un, også kaldet ”Den Store Efterfølger”, der er tredje generation af familiens dynasti.  Og på trods af at det nordkoreanske folk har været udsat for både hungersnød og ekstrem fattigdom siden landets store handelspartner, Sovjetunionen, kollapsede i begyndelsen af 1990’erne, har det lykkedes familien Kim at opbygge både en personlighedskult og en livsstil med omfattende rigdom.

I forbindelse med den årlige ”Liberation Day”, hvor koreanerne fejrer landets befrielse fra japansk herredømme i 1945, fik vi lov til at besøge Kumsusan Paladset, hvor den afdøde Kim Il-sung og hans søn, Kim Jung-il – kaldet ”Den Kære Leder” (han regerede fra 1994 til 2011) – ligger balsameret i glaskister.  Her lægges der ikke skjul på den overdådige og glamourøse livsstil, som de to ledere har nydt.  Vi passerede igennem endeløse marmorhaller, hvor der hang gigantiske malerier, der portrætterer de to Ledere.  Først efter at have gået i næsten en time i stilhed nåede vi et højteknologisk desinficeringslokale, som er sidste sluse, inden man i stilhed træder ind i det ene af de to store, dunkle lokaler, hvor de to Ledere ligger oplyst af projektører, der skinner ned fra loftet.  Det er en yderst dyster og uhyggelig oplevelse at betragte sådanne to, døde mennesker, der på moderne dansk bedst kan beskrives som udstoppede.  Efter at have inspiceret dem i deres glaskister, bliver man guidet igennem flere kæmpe haller, hvor de to Lederes biler, speedbåde og togvogne står udstillet.

”Det her palads må jo have kostet formuer at bygge og vedligeholde?!”, spurgte jeg vores ene guide. Han svarede stolt, at det var folkets gave til Lederne.  Jeg overvejede at spørge, hvad de mellem en og tre millioner Nordkoreanere, som ifølge Nordkoreas egen regering døde under hungersnøden i midten af 90’erne, havde syntes om folkegaven. Men det ville formentlig ikke have ført til en produktiv dialog, for selvom vores guider var særdeles venlige og imødekommende, herskede der ingen tvivl om, at de ikke på nogen måde ville eller måtte tale kritisk om deres system eller Ledere.

Børn er fra en ung alder aktive i forskellige kommunistiske ungdomsorganisationer.  Bemærk, at selv børn skal gå med brochen med billedet af de Store Ledere.

Børn er fra en ung alder aktive i forskellige kommunistiske ungdomsorganisationer. Bemærk, at selv børn skal gå med brochen med billedet af de Store Ledere.

Nordkoreanske afhoppere

Jeg havde håbet på, at få et bedre indblik i behandlingen af det store flertal af menige nordkoreanere, der lever i bunden af landets samfund. Men det tillod de strenge begrænsninger af vores mulighed for at bevæge os frit omkring desværre ikke.  Hvis man vil høre mere om deres hverdag, er man derfor nød til at spørge de, som det lykkedes at flygte til Sydkorea.

I vestlige medier kan man finde historien om pigen Hyeonseo Lee, der som 14-årig flygtede ud af landet.  Hun fortæller om en barndom, hvor hun troede, at hun levede i verdens bedste land – og at hun ikke vidste meget om resten af verdenen, udover at USA og Japan var de onde fjender.  Men allerede fra syvårsalderen oplevede hun offentlige henrettelser, og da hendes by senere blev ramt af hungersnød i et omfang, så der lå lig gaderne, besluttede hun sig for at flygte – først via Kina og til sidst til Sydkorea.

Da jeg forlod Nordkorea, skete det med tog via den nærmeste store kinesiske storby Shenyang, hvor der siges at bo mange nordkoreanske afhoppere. Byen har sågar en nordkoreansk bydel, men det var mig umuligt at finde bare én person, som ville fortælle om sin skæbne eller livet i Nordkorea.  De nordkoreanske flygtninge i Kina lever nemlig i konstant frygt for den kinesiske ordensmagt, der rutinemæssigt sender dem, som de fanger, tilbage til Nordkorea – hvilket for mange betyder en fremtid i en straffelejr.  Først hvis nordkoreanske flygtninge når ud af Kina og hele vejen til Sydkorea, bliver de modtaget med asyl og omfattende støtte til reetablering.

Nordkoreanere – hjertelige mennesker

På trods af den store afmagt, som man føler som gæst i Nordkorea, var det et lyspunkt at se hvor oprigtig hjertelige og imødekommende nordkoreanere er som mennesker.  De få gange, hvor jeg havde et øjeblik, hvor det var muligt at kommunikere direkte med en lokal uden at være under opsyn af vores guider, blev jeg mødt med brede smil og håndtryk – det var tydeligt, at mange ikke havde set udlændinge før, men de forekom at være lige så nysgerrige og interesserede i at hilse på mig, som jeg var i at hilse på dem.

Nordkoreansk officer.  Både mænd og kvinder har flere års værnepligt i det nordkoreanske militær.  Dog har Nordkorea ifølge vestlige medier for nyligt været nødt til at sænke minimumshøjden for værnepligtige mænd fra 145 cm til  142 cm, da underernæring stadig plager landet.  Til sammenligning er den gennemsnitlige 18-årige sydkoreaner ca. 172 cm høj.

Nordkoreansk officer. Både mænd og kvinder har flere års værnepligt i det nordkoreanske militær. Dog har Nordkorea ifølge vestlige medier for nyligt været nødt til at sænke minimumshøjden for værnepligtige mænd fra 145 cm til 142 cm, da underernæring stadig plager landet. Til sammenligning er den gennemsnitlige 18-årige sydkoreaner ca. 172 cm høj.

Hjerteligheden gjaldt også vores guider, som jeg nåede at blive venner med efter ti dages rundrejse sammen.  Men på trods af de mange strenge regler, syntes de vitterlig at tro, at Nordkorea er verdens mest retfærdige og dejlige land at bo i.  Deres overbevisning kom til udtryk på en måde, der næsten forekom mig at være naiv, som var det et barn, der tror blindt på, hvad der bliver sagt. Da jeg skulle tage afsked med dem, udtrykte jeg, at jeg var ked af, at internet- og telefonforbindelse til udlandet er forbudt i Nordkorea, således at vi ikke kan skrive eller ringe til hinanden.  ”Internet og internationale opkald er skam ikke forbudt,” sagde den ene.  ”Det er amerikanerne, der blokerer det, men næste år sender vores Leder en raket op med en satellit, så alle nordkoreanere får internet.”

Det vil jeg nu gerne se, før jeg tror det.

Forsvarsdebat på tværs af Atlanten

25. april 2013 § Skriv en kommentar

031113_Veterans_145.jpg

Sidst jeg mødte general McChrystal var i et gloende hedt og støvet operationsrum på Kandahar basen i 2009. Han var lige blevet udnævnt som øverstkommanderende i Afghanistan, og nu skulle jeg briefe ham om opiumsproduktionen i Helmand. Selvom Taliban beskød os med raketter et par gange om ugen, har jeg sjældent været så nervøs; det var første gang, jeg skulle holde tale for en firestjernet, amerikansk general foran et hav af andre generaler og diplomater.

Forleden aften mødte jeg igen McChrystal. Denne gang var det under mere civiliserede forhold. Den nu pensionerede general besøgte Harvard for at invitere universitetets tidligere udsendte studerende til middag og samtale om, hvordan vi kan gøre mere for hjemvendte veteraner.

Amerikanerne gør eventyrlig meget for at bakke op om deres udsendte mænd og kvinder. I sommers, da jeg først ankom til Boston, gik jeg med en lille militærrygsæk, hvor der stod United States Marine Corp på. Jeg havde fået engang den som souvenir i Afghanistan, og nu passede den fint som skoletaske.  Næsten dagligt blev jeg stoppet på gaden af tilfældige, der ville give mig hånden og sige, ”thank you for your service”. Ligesom når en dansk soldat ser en gul sløjfe bag på en bil i Danmark, varmede det indeni hver gang. Men jeg skiftede dog tasken ud, da jeg igen og igen var nødt til at forklare, at jeg ikke er amerikansk marineinfanterist, men dansk reserveofficer, og at vi også har soldater i fredskabende missioner – hvilket syntes at forvirre enkelte amerikanere gevaldigt.

På trods af den folkelige opbakning om de der har tjent deres land, forventes forestående nedskæringer på det amerikanske statsbudget at ramme forsvaret og veteraner særligt hårdt. USA har ca. en million tidligere udsendte, og mange arbejder i dag i civile og militære grene af den offentlige sektor, hvor man frygter personalereduceringer. Hertil kommer de mange tusind med psykiske mén, der i dag lever som hjemløse og afhænger af støtteprogrammer, der også er i risikozonen. Debatten er ømfindtlig og ikke ulig herhjemme, for som McChrystal konkluderede, ”måden vi behandler vores mandskab og militær i dag, afgør vores evne til at forsvare os selv og vores værdier i fremtiden.”

Visioner for EU

11. marts 2013 § Skriv en kommentar

Billede

I samtale med Connie Hedegaard efter hendes præsentation om EU’s rolle i klimaforandring på Harvard Business School 

Hvis det ikke var for det amerikanske flag ved siden af podiet, skulle man tro, at vi var et sted i Bruxelles.  Men det var her på Harvard i Boston, at de mange europæiske erhvervsledere og politikere i weekenden samledes for at deltage i ”Europa 2.0” – en debatkonference om EU’s fremtid.  For mig, som dansk studerende på universitetet og nyopstillet kandidat til Europa-Parlamentet, var det en unik oplevelse.

På førstedagen argumenterede en belgier, ”at EU bør have fælles skattepolitik og et to-kammer system som i USA, med både senat og parlament, under føderal ledelse i Bruxelles.”  Det var en pudsig udtalelse, tænkte jeg, fra en person, hvis eget land for nyligt ikke magtede at danne regering i over et år.  Men ordene kom ikke fra en hr. hvem-som-helst: Guy Verhofstadt var Belgiens statsminister i næsten 10 år og er i dag en ledende EU-parlamentariker.

Langt fra alle var enige.  En tidligere spansk økonomiminister beskrev, hvordan Spanien engang troede, at EU og Euroen ville være en ”win-win” situation.  Men selvom Spanien har nydt godt af billig Euro-finansiering, viste medaljen sig at have en bagside, da det økonomiske boom stoppede, og gælden skulle afdrages.

Danmark blev flere gange fremhævet som et eksempel på et aktivt EU land der, selvom vi har valgt ikke at afgive suverænitet på visse områder, formår at være centrum i dialogen i Bruxelles om EU’s fremtidige struktur.  Rosen af Danmark kom særligt fra briterne, som gjorde udtryk for deres ønske om et fokus på økonomisk samarbejde fremfor en politisk føderation.

Dermed mindede konferencen også om de mange positive sider af EU.  Vores harmoniserede erhvervsregler har – udover mange års vækst i samhandlen internt – biddraget til, at vi arbejder hen mod en historisk frihandelsaftale med USA. Også på klimaområdet er fællesskabet vitalt.  For som Connie Hedegaard levende forklarede et propfyldt auditorium, ”vi kan undsætte banker, vi kan undsætte fallerede stater, men vi kan ikke undsætte klimaet. ”  Hun var weekendens klart mest dynamiske taler, og gjorde mig stolt over at være dansker.  For det skal der vel også være plads til, selv når emnet er EU.

Narkokrig i Mexico

25. februar 2013 § Skriv en kommentar

Billede

Allerede kort efter ankomsten til en lille by ved havet, så vi den mexicanske hær. Ikke bare en kolonne i det fjerne, men store jeeps, der rumlede op og ned af gaden, med maskerede mænd iført skudsikre veste, hjelme og med hævede geværer. Få meter væk florerede ferieidyllen med badende familier og børn, som om alt var i sin fineste orden. Soldaterne lignede ikke ligefrem den slags, man går hen og spørger om vej til stranden, så det var en ret surrealistisk oplevelse.

Mexico har i stigende grad fået verdens opmærksomhed de senere år. Her tænker jeg ikke kun på hvide sandstrande og azteker-ruiner, men på de drabelige narkobander, der bekriger hinanden og regeringen. Eskaleringen handler om udbud og efterspørgsel; amerikanske medier anslår, at der årligt smugles narkotika for over hundrede milliarder kroner fra producenter i Sydamerika op gennem Mexico til forbrugere i USA.

Landets nyligt afgåede præsident, Felipe Calderón, er blevet hyldet for at være den første til at sætte hårdt ind mod kartellerne, blandt andet med brug af den mexicanske hær. Men kritikere påpeger, at op mod 60.000 er blevet dræbt i narkorelateret kriminalitet over de seneste år, og at narkobaroner stadig hersker i dele af landet. At se bevæbnede soldater patruljerer blandt børnefamilier og badedyr var derfor noget af en oplevelse, da jeg efter nytår rejste til det østlige Mexico for at besøge en klassekammerat fra Harvard.

I mellemtiden er jeg blevet spændt på forhåbentlig at møde Calderón. Han skal nemlig undervise her på universitetet i år, eftersom Harvard har en tradition for at rekruttere nyligt pensionerede toppolitikere som gæsteforelæsere. Det har dog resulteret i kritik fra visse medier, der mener, at han er for kontroversiel en person.  Det samme sagde modstanderne af den tidligere græske statsminister Papandreou, der underviste her sidste semester. Men som en af universitetets professorer ved den lejlighed sagde; pressen har det med at sammenblande politik med et akademisk fristed for debat og modstridende synspunkter. Netop en teoretiske tilgang blandet med den brede professionelle erfaring, som både elever og underviserer bidrager med, gør det til en givtig oplevelse at studere herovre.

Snestorm og Al Gore på Harvard

25. februar 2013 § Skriv en kommentar

 Billede

 

Man skulle tro, at Al Gore på forhånd havde tilrettelagt sin tale efter den store snestorm, der lige har ramt det nordøstlige USA og dermed Boston. I starten af februar fik Harvard nemlig besøg af den tidligere vicepræsident, der i 2007 modtog Nobels fredspris for sit aktivistiske arbejde indenfor klimaforandring. 

Al Gore forklarede de studerende, hvordan vi igen og igen oplever ekstreme vejrforhold, der statistisk set kun burde forekomme hver 500. eller 1000. år.  Sidste år var det varmeste år nogensinde registeret i det centrale USA.  I efteråret oplevede jeg selv ”superstormen” Sandy rase.  Denne weekend blev vi ramt af, hvad der omtales som en af de kraftigste snestorme i mands minde på den amerikanske østkyst.  Over 600.000 var uden strøm, tusindvis af fly blev aflyst og der var kørselsforbud her i staten Massachusetts.  

Det radikale vejrskifte er kommet bag på mange; for kun ti dage siden var det 14 plusgrader, og jeg kunne jogge i shorts langs Charles-floden.  I lørdags krævede det dog en del flere lag tøj at kæmpe sig gennem snedriverne for at indsamle stemningsbilleder, som jeg kunne sende hjem. 

Heldigvis ser man i USA et skifte i den politiske forståelse for klimaforandring.  Obamas økonomiske stimulus-plan fra 2009 inkluderede milliarder af dollars til investeringer i grøn energi, og guvernør Chris Christie fra New Jersey har sat klimaet højt på sin dagsorden.  Han anses som mulig republikansk præsidentkandidat i 2016, og netop republikanerne er ellers historisk kendt som modstandere af statsregulering – det være sig indenfor våben, klima eller andre områder.  Tilbage står det helt store spørgsmål: Hvordan får vi lande som Kina, Indien, og Brasilien, der nådesløst prioriterer økonomisk vækst og forurening over klimaet, til at tage problemet alvorligt?

Billede

Mennesket bag våbnet

25. januar 2013 § Skriv en kommentar

Retten til at bære våben er en af de basale friheder, som amerikanere længe har været stolte af.  I 1790erne, da den såkaldte ”second amendment”  – en tilføjelse til den amerikanske grundlov – blev vedtaget, var nationen et pionersamfund, hvor det gav mening.  Befolkningen havde gennemlevet en løsrivelseskrig fra briterne, og hverken militær eller politi var veletableret nok til at beskytte alle landets borgere.

I nyere tid har den lette adgang til våben udviklet sig til en tilbagevendende forbandelse.  Siden 1999, hvor to drenge dræbte 13 skolekammerater og lærer på Columbine High School i Colorado, har der været dusinvis af lignende massakre i USA.  Den seneste fandt sted sidste måned i Newtown, Connecticut, kun to timers kørsel fra Boston, hvor jeg bor.  Der skød en ung mand seks voksne, inklusiv sin mor, og 20 børn i seks – syv års alderen.  Tragediens omfang har ført til, at debatten om adgang til våben endelig er kommet op i gear.

Helt basalt grunder spørgsmålet i, hvem der har ansvaret for at beskytte befolkningen.

I Danmark vil vi nok straks sige politiet.  For eksempel vil få danskere på baggrund af weekendens skyderier i København mene, at det bør være nemmere at købe en pistol.  Tværtimod er det en påmindelse om, at vores ordensmagt altid bør have de nødvendige ressourcer til at takle kriminelle grupper, der truer vores samfund.

I USA hersker pionertankegangen derimod stadig, så her vil mange svare, at den enkelte borger bærer en del af ansvaret for sin egen sikkerhed. Således har Newtown hændelsen resulteret i en markant stigning i salget af våben.  Det er fordi, dele af det amerikanske samfund ser det som deres individuelle ret og pligt, at kunne forsvare sig mod den næste galning, der går amok i en blodrus.

I mine øjne synes problemet i høj grad at være samfundsrelateret.  I sidste ende, er det jo mennesket bag våbnet der dræber. I USA er antallet af sindslidende og hjemløse, som systemet ikke hjælper, nemlig markant højere end hos os. Derfor kan man håbe, at den løsning, som amerikanerne kommer frem til, tager hånd om såvel lovgivningen, som om de triste skæbner, der ellers udser sig samfundet som deres fjende.

Hvad laver politikere, når de ikke længere er politikere?

17. december 2012 § Skriv en kommentar

Når man ikke længere er premierminister eller stiller op til præsidentvalg, hvad skal man så lave? Her på Harvard har man udviklet en tradition med at ansætte en håndfuld af de mere spændende tidligere politikere som gæsteforelæsere. Dette semester har vi blandt andet selskab af George Papandreou, den græske statsminister fra 2009 til 2011. Forleden holdt han et seminar med Michael Kukakis, guvernøren fra Massachusetts, der stillede op i præsidentvalget mod George Bush i 1988 – og som selv har græske rødder. Ikke overraskende var emnet statsgæld og EU.

D & P 1

Det var en unik oplevelse at se Papandreou på så nært hold. Han er et fascinerende individ; han har en mastergrad fra London School of Economics og har arbejdet intenst på udvikling af grøn energi, der skulle gøre Grækenland til Europas ”sydlige Danmark”. Papandreou viste sig også at være fortaler for at udbygge det eksisterende EU i retning af en føderalstat med mere magt – og ansvar – i Bruxelles. Selvom jeg personligt er stærkt uenig i den del af hans tankegang, gav det håb, at han igen og igen udtrykte sin overbevisning om, at Grækenland nok skulle klare sig gennem krisen uanset hvad.  ”Vi har overlevet det der var værre”, som han sagde.  Man behøver bare tænke på grækernes kvaler under anden verdenskrig og de efterfølgende borgerkrige og militærkup.

Som julenyhed har vi fået at vide, at vi næste semester får besøg af Felipe Calderón, der lige har afsluttet sin seksårige embedsperiode som præsident i Mexico.  Det er utroligt at opleve sådanne personligheder. I 2007 blev han den første mexicanske præsident, der har besøgt Danmark, og i hans tid nåede dansk eksport til landet rekordhøjder.  Desuden har han ydet en enorm indsats for at bremse de mexicanske narkobander, der bekriger hinanden og regeringen, og som koster titusindvis af menneskeliv hvert år.

Efter mit første halvår her på Harvard, er jeg meget taknemlig over alt det, som universitetet og Boston har at tilbyde.  Og nu glæder jeg mig til julen med familien hjemme i Danmark, og til derefter at vende tilbage til USA i januar til mit sidste semester – som jeg også håber at berette mere om.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.